Samtale i familien er en mulighed

Det er lidt paradoksalt. Vi lærer børnene, at det er vigtigt at børste tænder og vaske hænder. Vi sender bilen til eftersyn, vi har MUS-samtaler på jobbet og samtaler i børnehave og skole med fokus på hvordan børnene ser ud til at have det. Kvinder får tjekket underliv og bryster for forstadier til kræft

Trods eksplosion i skilsmissetal og al den smerte, vi ved, at børn bærer på både før, under og efter skilsmissen, har vi ikke tradition for at forebygge mistrivsel i familien.
Tænk, hvis vi med passende mellemrum satte os sammen og fik talt om, hvordan vi har det hver især og sammen? Det årlige par- eller familieeftersyn kunne man kalde det.

Tavshed gør ensom.

Måske er der et emne, som I har undgået at tage hul, på fordi I ikke ville gøre hinanden eller børnene bekymrede. Især børn kan føle sig forladte, når vi undgår at tale om det, som de ikke kan undgå at mærke.

Nogen siger: ”Vi skal ikke snakke om de svære ting, som vi bærer på, hvis ikke børnene spørger til det”.
Det er misforstået omsorg. For børn spørger ikke, når vi er tavse. De kopierer os. De tier når vi tier. Det er de voksnes ansvar at bryde tavsheden.

Stadig flere børn mistrives og henvises til udredning for psykiske forstyrrelser. 
Når børn mistrives, bør vi altid, som det allerførste skridt sætte os i barnets sted: Er der noget i barnets verden, som er belastende for barnet?
Det er også en god ide at spørge sig selv og hinanden: ”Er der nogle problemer, som vi voksne slås med, som vores børn måske oplever eller fornemmer, bekymrer sig om og kommer til at bære på?”
...sygdom, kriser, konflikter mellem de voksne eller hemmeligheder, som måske er båret af flere generationer? 

Når der er sygdom i familien

Hvis en af de voksne eller søskende i familien er syge, fornemmer børnene det, selvom ingen sætter et eneste ord på situationen. Det, der ikke siges med ord, fortæller kroppen, mimikken og atmosfæren omkring familien. Alvoren og bekymringen skinner igennem. Men meget ofte overlades børnene til selv at gætte og sammensætte de spredte indtryk og ord, der falder af fra de voksne, til en forståelse af, hvad der er galt.

Mange forældre, som er ramt af en psykisk lidelse, bekymrer sig for, hvordan deres sygdom påvirker børnene. De fleste synes samtidig, at det kan være svært at forklare børnene om sygdommen. Det medfører ofte, at man aldrig får taget hul på det vigtige emne, som fylder i familien.

Børnene bliver usikre og ensomme med deres oplevelser, tanker og følelser. De fornemmer, at der er noget galt, og får de ikke andet at vide, tænker de ofte: ”Har det mon noget med mig at gøre?”.

Jeg har i adskillige år hjulpet forældre med at tage hul på den vigtige snak med børnene. Ikke blot psykiske lidelser, som har fyldt en del i min klinik. Det kan være mange forskellige emner.
Det styrker kontakten mellem børn og forældre at få talt om dét, som giver bekymring.

– Sådan cirka gør vi:

En enkelt samtale med hele familien kan være en stor lettelse for både børn og voksne. Snakken glider lettere, når der er én, som hjælper den på gled.

Oftest er det en af forældrene, som henvender sig (via mail eller telefon) med ønsket om at få hjælp til at tale med børnene. Det kan dog også være en professionel eller bedsteforælder, som er involveret og bekymret.

Inden jeg mødes med de voksne, modtager jeg meget gerne en mail med information om, hvem familien består af, og en kort beskrivelse af, hvad I gerne vil have hjælp til. Det kan være en god forberedelse at skrive lidt om det, som ligger forud.
Notatet gør, at jeg ikke behøver bruge så megen opmærksomhed på at lave noter under samtalen.

I samtalen med de voksne får jeg et resume af den aktuelle situation:

• Hvordan de voksne har det, med sig selv, med hinanden og med børnene
• Hvis der er sygdom hos en af de voksne, vil jeg spørge en del til, hvordan sygdommen påvirker
• Jeg vil spørge til, hvad børnene har oplevet, som de voksne ville ønske, at de ikke havde oplevet
  - det kan være gråd, råberi eller tavshed, indlæggelser, tanker eller forsøg på at tage sit liv mv.
• Hvilke uenigheder eller konflikter lever i familien?
• Hvilke forbehold kan forældrene have i forhold til at skulle tale om det, som har været fortiet?

I løbet af samtalen fortæller jeg lidt om barnets perspektiv og behov for at opleve troværdighed fra de vosknes side. Oftest baner det vej til tillid og lyst til at tage børnene med til familiesamtalen, og når børnene efterfølgende kommer her med deres forældre, er de allerede smittede af de voksnes positive forventninger.

Familiesamtalerne forløber selvfølgelig meget forskelligt helt afhængig af alle de forhold, som er forskellige i enhver familie. Men altid vil jeg bestræbe mig på, at børnene kan mærke, at jeg tager ansvar for at sige det, som er svært at sige, og for at det hele går ordentligt til.

Børnene vil opleve, at de voksne går forrest og fortæller det, børnene har brug for at høre. I denne samtale bliver de ikke bliver udsat for en masse spørgsmål. Spørgsmål kan nemlig føles vældig ubehagelige, hvis man er grundlæggende usikker. 

Når vi først har fået hul på snakken, har børnene ofte både noget, som de gerne vil spørge om, og de kan også have ganske værdifulde budskaber!